Side:Menneskeløget Kzradock.djvu/111

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

101

Menneskeløget Kzradock


efter for min Lyst. Jeg var i dette Øjeblik ikke blot Sindssygelæge, jeg var et Menneske, der udtrykte, hvad han følte i en af Pinsler opreven Stund.

Og jeg talte saa højt, som jeg kunde for at alle skulde høre mig.

Jeg mærkede, at de lyttede dernede … de gale lyttede herop til det aabne Vindue, hvorfra de fik deres Ordre i denne sælsomme Nat, hvor alt menneskeligt skulde mødes.

„Brødre,“ sagde jeg. „Kære Brødre. Mine Venner, jeg elsker Eder! I er bange, og I er sky, og I lystrer alt og alle … I vil ikke gøre ondt, I beder ikke engang om at være til. Men I er bleven forraadte af Eders Hjerne som jeg er bleven det af min! Og dog — til syvende og sidst er det hverken denne Hjerne eller denne Sjæl, det kommer an paa. Vor inderste Mission ligger uden for os selv. Vi staar i større Magters Tjeneste; baade den, der har sin Fornuft og den, der har sat sin til, skal blot lystre! Han skal lystre og vokse, vokse som en Plante, der sætter Blomst og Frugt, lystre Naturen — det er den inderste