113
Menneskeløget Kzradock
Ansigtet ganske furet; den anden med Haaret i svære, sorte Bukler, skarpt markerede Træk, endnu ungdommelig, men Huden saa hvid af Rispudder, at hun lignede et Lig.
Da Toget kørte ind paa Stationen i Brighton, hørte jeg et gennemtrængende Skrig.
Nervøs sprang jeg ud paa Perronen og var nær bleven revet omkuld af en Herre, der kom stormende ud af de to Damers Kupé med alle Tegn paa Sindsbevægelse. Han løb hen til Stationsforstanderen og kom straks efter tilbage med ham. Det viste sig, at en af de gamle Damer var besvimet.
Dengang anede jeg ikke, at det var mig, der var Aarsag til dette Optrin. Jeg forlod straks efter Stationsbygningen og vandrede gennem den lille By's snævre Gader ned mod Havet.
Det var med en underlig Følelse af Genkendelse, jeg gik her. Hvert Gadehjørne syntes mig bekendt. Og da jeg kom ned til Strandpromenaden og saa det store aabne Hav liggende foran mig, følte jeg en Svimmelhed, der var vanskelig at overvinde.
Den mægtige Forstrand var fyldt af Men-
