Side:Menneskeløget Kzradock.djvu/125

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

115

Menneskeløget Kzradock


haand havde lagt sig paa min Skulder, hendes Øjne havde i Mørket søgt mine og hun havde ud i Natten raabt et Navn, som jeg nu ikke mere huskede, men hvis blotte Nævnelse havde gjort mig ydmyg og lydig. Jeg havde fulgt hende, da hun tog mig ved Haanden. Og vi var midt i Natten skredet ad denne Vej … den samme, som jeg nu gik alene — — for at søge Traaden, Sammenhængen i mit Liv …

Underlig nok — Blæsten, som jeg havde imod mig, gjorde, at jeg forstærkede mine Skridt. Fra Stranden slog en ram Svovlbrintelugt i min Næse, og jeg kom pludselig til at gyse. Hvad vilde jeg faa at se? Ikke et Øjeblik var jeg i Tvivl om, at jeg vilde kunne finde Stedet. Det var ikke langt borte nu.

Der, hvor Kridtklipperne blev højere, fandt jeg en lille Sti, der gik ned mod Stranden. Klippen var faretruende stejl, men min Fod gled ikke paa det haarde Underlag. Da jeg var kommen omtrent midtvejs ned, saa' jeg mig tilbage og blev et Øjeblik staaende, da jeg syntes at skimte Hovedet af en Mand over Klippens Kant netop der, hvor Stien