Side:Menneskeløget Kzradock.djvu/129

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

119

Menneskeløget Kzradock


stillet til! Ske, hvad der vilde, min Rejse skulde ikke være forgæves. Om saa Jord og Himmel sammensvor sig, jeg maatte vide, hvad det var for Magter, der havde rottet sig sammen mod mig, og som ikke blot min Sindsligevægt men hele min Skæbne afhang af. Jeg gik en Timestid om nede ved Stranden i en underlig nedtrykt og dog ophidset Stemning. Jeg var kommen i Tanker om, at den Fremmede lignede den Mand, jeg havde set paa Banegaarden i Brighton sammen med de to gamle Damer. Det gjorde mig ikke hyggeligere til Mode.

Endelig bestemte jeg mig til at bestige Klippen. Havde jeg anet, at der førte en anden Vej til Hulen, vilde jeg næppe have gjort det. Men jeg tænkte mig, at en Angriber vanskeligt vilde kunne komme mig tillivs, naar jeg først var deroppe. Pinligt var det imidlertid, at jeg intet havde at forsvare mig med, hverken Revolver eller Kniv. Jeg følte mig jo paa denne Tur som en fredelig Rejsende, der paa sit Livs Pilgrimsfærd kun havde Minderne at kæmpe med. For dog at berolige mig en Smule, fandt jeg ved Strand-