121
Menneskeløget Kzradock
skød han. Jeg undrede mig stadig over, at jeg virkelig var naaet saa langt. Og da jeg tilsidst satte mine Fødder paa Terrassen foran Hulen og var i Sikkerhed, faldt jeg helt sammen.
Da jeg atter slog Øjnene op, saa jeg, at der over Huleindgangen var skrevet med sort Kridt paa den hvide Flade: 300 Favne Vand.
Var det ikke det, der havde staaet i mit Manuskript? Var det ikke det, Yvonne havde raabt under Mordet i Rue Vaugirard? Jo, i Sandhed: Conciergen havde staaet udenfor Døren til Atelieret og hørt hende raabe de besynderlige Ord … Der er tre hundrede Favne Vand … Nej, det nytter ikke … der er tre hundrede Favne Vand.
Jeg laa og stirrede paa disse Bogstaver, der altsaa betød noget i min Erindring. Jeg nævnte Navnene Alice og Yvonne. Og nu saa jeg pludselig i min Erindring et stort gult Dyr — den gule Puma. Men hvad kom alt det mig ved? Det var jo Kzradock, der havde oplevet det, Kzradock, hvis Hjerne var fyldt af disse Billeder. Ak, nej! Kzradock og jeg
