122
Menneskeløget Kzradock
var jo den selvsamme Person. Han havde levet i mig og maaske foretaget sig Handlinger, som jeg slet ikke kendte … Eller var det slet ikke sandt? Var Kzradock alligevel en Anden? Eller igen — hvem var jeg, Dr. Renard de Montpensier? Var jeg en stille Lærd, der passede min Sindssygeanstalt og levede roligt fra Dag til Dag, fra Uge til Uge? Eller var jeg et af Sindssygens Ofre, en Patient, der havde begaaet Forbrydelse paa Forbrydelse, med et Liv bag mig som en Kæde af blodige Gerninger?
Her laa jeg i Omegnen af Brighton udenfor en Kridthule, over hvis Indgang der var skrevet: 300 Favne Vand. Passede det for Dr. Renard de Montpensier? Eller var det Kzradock, der laa her? Og videre — hvad vilde jeg her? Hvad skjulte der sig i denne Hule? Hvorfor var jeg kommen? Og hvilke Erfaringer vilde jeg være rigere, naar jeg atter vendte tilbage til den lille Badeby, Brighton, Londonernes mest fashionable Opholdssted i Sommersæsonen?
Jeg rejste mig besværligt og nærmede mig
