Side:Menneskeløget Kzradock.djvu/147

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

137

Menneskeløget Kzradock


dér, som om den skjulte sig og atter dukkede frem.

Pludselig var der noget, som lo.

Stemmen hørte op. Eller rettere, den gik over til en Latter, der klang frisk og fornøjelig, som et Bud fra Livet selv i denne Dødningehule. Saadan ler et Barn, naar det slaar Øjnene op om Morgenen, et lykkeligt Barn, der ingen Sorger har haft …

— Av …! Av …!

Det var Mr. Wells, der skreg og tog sig til Haaret.

— Hvad er det? udbrød jeg.

— Det var ham, der trak mig i Haaret, svarede Mr. Wells. — — Se … Se!

Jeg kunde ingen Ting se; men jeg følte ligesom Mærket af en Haand, der lagde sig over min Pande og som strøg ned over mine Kinder og tilsidst morede sig med at trække i mit Skæg. Jeg søgte at gribe efter det usynlige, der rørte mig, og mærkede ligesom noget, der gled bort mellem mine Fingre. Det var snarere en Kuldefornemmelse end en Varmefornemmelse … den Fornemmelse, som man faar ved at berøre et Glas koldt