138
Menneskeløget Kzradock
Vand i en varm Stue. Ja saa stærkt sansede jeg i Øjeblikket netop dette Billede, at jeg samtidig følte en brændende Tørst …
I det samme begyndte den døvstumme Hund at røre paa sig; den sprang op, gav sig til at lege med noget usynligt, rejste sig paa Bagbenene og forsøgte at frembringe et Bjæf. Men medens Latteren hørtes fra den Side, hvor Hunden var, var det jo tydeligt nok, at den ikke kunde le. Den dansede omkring og borede sit tykke Hovede ind i Luften, som om der virkelig var noget at bore i.
Der gik nogle Øjeblikke, hvor alt var stille. — Baade Sang og Latter var forstummet, og vi stod alle, som om vi var blevet narrede for noget, flove og flade. Men med ét hørtes en Stemme, en Stemme der svarede til Sangen og Latteren, en Barnestemme, der raabte:
— Mo'r kommer … Mo'r kommer!
Da mindedes jeg Lady Florence, der altid havde ønsket at faa et Barn, der ikke var Kød og Blod, men af Sjæl og Aand, et Barn, hvis Mission var Tankens frie Ud-
