Side:Menneskeløget Kzradock.djvu/152

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

142

Menneskeløget Kzradock


Paris? Nej, visselig ikke. Var jeg Kzradock? Idetmindste ikke den Kzradock, der syg og forfulgt levede et Skinliv i en Verden af Skin og Bedrag. Jeg følte mig pludselig helt ung, fyldt af friske Kræfter, af Livslyst og Varme, dumdristig af Forelskelse uden Maal! Blodet strømmede frit gennem mine Aarer, det var, som om mit Haar lokkede sig. Jeg var den vaarfriske … hvad var det, man kaldte mig engang? Var det Methusalem? Var det mig, der var den vaarfriske Methusalem?

Men var det mig, saa var det vel ogsaa mig, der var Kzradock, mig der laa skeletteret her, ti havde der ikke staaet paa Navnepladen: Methusalem Kzradock …?

Da hørte jeg pludselig hendes Røst.

— Det er for tidligt, hviskede hendes blide og indsmigrende Stemme. Det er for tidligt! Hvorfor kunde Romanen ikke vare evigt? Hvorfor kan ingen menneskelig Hjerne bære de Byrder, Naturen paalægger den? Skæbnen har ikke været mig god, ti min Vilje har ikke magtet, hvad den vilde, og derfor er det, der skulde blive Sandhed, kun blevet Løgn …