148
Menneskeløget Kzradock
Selv Lady Florence smilede ved dette Syn. Med alle Tegn paa Ligegyldighed saa hun Blodet blande sig med Taarerne paa Mr. Wells Kinder, skønt han raslede med Haandjærnene for at vække hendes Opmærksomhed. Hun stod som i dybe Tanker. Pludselig førte hun begge Hænder op til Haaret, løste det og lod det falde i en mørk, tungsindig Strøm ned over Skuldrene. Det var saa svært og tungt, at det dækkede hendes Ansigt som en Hætte. Hun strøg det tilbage og udbrød:
— Husker du? Hvad Nat var det …? Sig mig det, hvis du husker det?
Hun bøjede sig imod mig, og hendes Haar rørte mine Kinder. Og atter følte jeg mig som før, vaarfrisk og ung, lykkeligt legende med denne unge Kvinde og med min Skæbne. Jeg saa midt inde i alt det mørke Haar hendes røde Mund, forunderlig fristende og skøn. Og jeg stønnede:
— Det var Natten mellem den 3die og 4de Maj …
— Husker du?
— Ja.
