159
Menneskeløget Kzradock
jeg er fuldstændig i dens Vold. Den er min indre Drivfjeder til godt og ondt. Naar dens Følelser er blide, føler jeg religiøst. Naar den bliver urolig, føler jeg Lyst til at begaa de forfærdeligste Forbrydelser. Og ved Firetiden, naar min Middagsmad naar ned i Tyktarmen, er der altid et Øjeblik, hvor den spjætter som en vild, og saa falder jeg om som en død.
— Det var en rar Undskyldning, sagde jeg. Men godt var det, at den spjættede, … ellers havde den røvet mit Ur, min Tegnebog og min Portemonnæ!
— Ja, De maa undskylde mig, sagde Værten, men den var saa sulten i Dag. Ti i de sidste 24 Timer, før jeg spiste til Middag, har den hverken faaet vaadt eller tørt. Til daglig forstaar det kære Dyr mig, men under saadanne eksceptionelle Omstændigheder spørger den uafbrudt, hvad der er i Vejen, og den spørger paa en yderst ubehagelig Maade!
— De skulde se at faa den fordrevet, sagde jeg og vilde gaa.
— Hør, stop et Øjeblik, raabte Værten.
