Side:Menneskeløget Kzradock.djvu/19

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: Navigation, søg
Denne side er blevet korrekturlæst

9

Menneskeløget Kzradock


Og tilsidst vidste jeg, i hvilken Lomme den maatte være! Jeg kunde frigøre min ene Haand saavidt, at jeg akkurat naaede Lommen, men det var mig umulig at faa Haanden ned i den.

Saaledes laa jeg i nogen Tid. Da tav Kzradock pludselig, midt i et Skrig. Stilheden varede kun et Øjeblik .... han begyndte nemlig at græde, klynkende som et Barn. Altsaa Faren var overstaaet … en grædende Mand er ikke farlig! Jeg søgte at befri mig for ham, rejste mig op og fik Lyset tændt.

Et Øjeblik efter laa han i mine Arme, stønnende og hulkende. Han vidste ikke, hvad der var hændt ham og bad mig blot være taalmodig. Pludselig udbrød han med en Stemme, fyldt af Angst og Had:

— Hvor er Ringen?

Jeg pegede hen paa Gulvet, hvor den laa. Han vaklede derhen og tog den op. Men da han skulde sætte den paa sin Finger, tøvede han et Øjeblik.

Jeg søgte at komme ham til Hjælp og bad:

— Giv mig den, Kzradock!

Et lyksaligt Smil bredte sig over hans An-