Side:Menneskeløget Kzradock.djvu/32

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: Navigation, søg
Denne side er blevet korrekturlæst

22

Menneskeløget Kzradock


Men jeg har glemt én Ting. Maaske noget væsentligt.

Kzradocks Trance var af en usædvanlig Art, idet han uden Vaklen eller Mellemstadier naaede den ubevidste Tilstand. Han higede af hele sin Sjæl mod Løsningen af sin egen Gaade. Og det var — i dette Nu — som han gav efter for en Slags aandelig Tyngdelov ved at slippe Virkeligheden og styrte sig ud over Fomuftens Afgrund — —:


… Aa Befrielse, mumlede han, Befrielse for mine Forbrydelser … dem alle … dem, jeg har begaaet og dem, jeg først skal begaa. Store Gud — er der da ingen Redning? Jeg beder til de himmelske Magter… lad dem binde Lægens grove Hænder — lad dem udslette de forfærdelige Blodspor paa Tapetet .... lad dem…

Men endnu ser jeg intet klart — — alt brister, naar jeg søger at holde det fast. Hvad er det, jeg hører? Er det Blæsten? Aa, den kølige Blæst suser den endnu om det sørgmodige Hjørne ved St. Augustin? Dér stod hun sidst; hvor gaar hun nu? Hun, som hol-