Side:Menneskeløget Kzradock.djvu/34

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: Navigation, søg
Denne side er blevet korrekturlæst

24

Menneskeløget Kzradock


Sig mig … hør mig ¸ hvorfor vil du dog, at jeg skal tale? Er ogsaa du svag … eller hvorfor? Hvad kan jeg fortælle, som du ikke ved? Drømmer du endnu om Trylleordet, der berøver dig din Magi?

Det Ord, Ulysse Vanil en Gang har nævnt: Evige Drøm om Fred … jeg kender intet Ord, der har Magt over dig!

Aner du i din Fjernhed, at jeg i dette Øjeblik maa lystre dig? Tiden for din Vilje er inde. Troede du, den vilde komme? Se, jeg har fundet min Plads: den grønne Sofa! Dolken er imellem mine Hænder. Din Vilje ske! Aa, kunde jeg frigøre Hænderne, kunde jeg bryde Baandene, for aldrig, aldrig at røbe dine Veje. Ja, det vil jeg … lad mig slippe, Ulyksalige … giv mig Friheden …

Jeg kan ikke, Lady Florence … du har selv bundet mig. Du maatte! Altid har du troet dig usporlig. Og med Rette! De amerikanske Detektiver er saa lavpandede … hvem forstod din rige Sjæl! Hvem greb den usynlige Linie, Traaden i dit Næt! Ild fortærer … og de brændte alle i dit Baal, naglede paa Kendsgerningernes Kors! De stolede