Side:Menneskeløget Kzradock.djvu/35

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: Navigation, søg
Denne side er blevet korrekturlæst

25

Menneskeløget Kzradock


blindt paa deres Fornuft. Og hvad var det saa, du lærte dem? Sig mig det, svar hurtigt, forti intet … jeg beder dig derom.

Lady Florence — jeg tænkte altid kun paa dit sorte Haar! Og dog ved du, at jeg forstod alt. Derfor forgjorde du mig … til en Plante … et Løg … et Lig med Livskim og Spire…


Kzradock aandede dybt, og Hænderne, der holdt Dolken, skælvede, Men han knyttede Hænderne saa fast om Metallet, at Knoerne blev hvide som Ben. Og han vedblev:


— Hvad havde jeg sagt dig? At Mennesket ikke var noget Dyr? At Mennesket var en Plante … en spirende Plante … en blomstrende Urt: Sjæl! — — Havde jeg for dit Aasyn kuldkastet Læren om Dyret i Mennesket? Blot for … som en Gave til dit sorte Haar og dine Øjne saa fulde af skønne Taarer … at rejse Læren om Planten i hvert levende Menneske!

O, hvor du har spottet mig, idet du gav mig Ret … Her har du lagt mig som et