Side:Menneskeløget Kzradock.djvu/41

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: Navigation, søg
Denne side er blevet korrekturlæst

31

Menneskeløget Kzradock


hørte det ikke mere. De gik saa stille, de to Veninder.

Og tænk — tænk imorges! Det var Conciergen, der havde kaldt paa mig … hvilken Stemme, jeg ryster blot ved at tænke paa den … skærende som et Savblad. Conciergen havde hørt Raab om Hjælp fra Atelieret og var styrtet derop. Saa havde hun skreget paa sin Mand, paa mig … paa hele Huset.

Mordskriget …

Conciergen havde staaet udenfor Døren til Atelieret og hørte Yvonne raabe … raabe de besynderlige Ord: der er trehundrede Favne Vand … nej det nytter ikke … der er trehundrede Favne Vand (!)

Og saa et eneste Hvin … og saa ikke mere.

Saaledes stod hun, Conciergen, da jeg ilede til. Op ad Trappen kom hendes Mand, den gode Duran, løbende med Nathuen om Ørene og paa sorte Bomuldssokker. Rystende som i Krampe stod vi ved Døren … der kom ikke en Lyd mere fra Atelieret. Duran foldede Hænderne, trak Nathuen af Hove-