Side:Menneskeløget Kzradock.djvu/43

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: Navigation, søg
Denne side er blevet korrekturlæst

33

Menneskeløget Kzradock


ten har vendt sig… han forstaar i et eneste Nu den overhængende Fare. Hans Arme synker ned, hans Mund fortrækker sig til et frygteligt haabløst Grin … saa hurtigt er det hele sket, at han ikke tænker paa Modstand.

Døden er ham vis.

Se det frygtelige Dyr, hvis Vildskab vækkes ved Synet af Politiassistenten, da han har nærmet sig Døren. Se, hvor det sigter — langsomt beslutsomt, højtideligt, med et Drag af Ladhed og Forfængelighed i sit bøjelige Legeme.

Nu! Nu!

Hvad er det, der sker?

I dette Nu høres nede fra Trappen et Skrig. Skriget fra en Kvinde, der raaber om Hjælp. Det skingrer gennem den aabentstaaende Dør ud til Trappegangen helt nede fra en af de underste Etager. Og Skriget er efterfulgt af vilde Bønfaldelser:

— Hjælp Hjælp! Man myrder mig! — — Kom … til … Hjælp!

Pludselig springer Pumaen.

Aa Gud! Men ikke mod Politiassistenten. … Den har aabenbart ved det første Skrig,