38
Menneskeløget Kzradock
saa det meste af dens Indhold væltede ud. Ved dette Brag vendte Kzradock sit dødblege Ansigt mod mig, jeg greb hans Blik og firede roligt og koldblodigt hans vilde Tankers Traade ind. Stadig med mit Blik i hans nærmede jeg mig ham, greb ham om Skulderen og rystede ham som en Flaske, hvis Vædsker skal blandes.
—… Kzradock, hviskede jeg.
Der stod han, rystende af Kulde og Sorg, med Hovedet bøjet tilbage over Trappens Rækværk, ud over det Svælg, han nylig vilde have kastet sig ud i. Han søgte at befri sine Øjne for den Traad, der endnu bandt ham til Livet: mit Blik. Ved en voldsom Kraftanstrengelse lykkedes det for ham … med hele sit Legemes Styrke kastede han sig bagover og hans Hoved med det susende Haar beskrev en Vinkelbue gennem Luften. Men jeg kastede mig mod hans Ben og tvang dem ind mod det knagende Rækværk. Saaledes hang han. Hvis jeg gav slip, vilde han falde. Det var mig umuligt at magte ham alene.
Jeg raabte om Hjælp.
