Side:Menneskeløget Kzradock.djvu/59

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

49

Menneskeløget Kzradock


— Nu gaar vi ind, siger den kloge Monsieur Carbonel. Det er paa høje Tid. Skønt jeg tror ikke, det vil lykkes iaften … Lad os sætte os saa langt tilbage som muligt.

Politiassistenten ser mig pludselig stift ind i Øjnene:

— De har vel Revolveren med?

— Ja, hvisker jeg som en Skoledreng og Monsieur Carbonel nikker blot.

Saa gaar vi ind.

Rummet derinde er helt mørkt og helt fyldt af Hvidløgsduft. Det er aabenbart et tarveligt Publikum, der søger hertil. Mørket forhindrer mig i at se det.

Det er et Ørkenbillede, der forevises. Man ser Kamelerne føre Karavanen gennem Sandet. Alt er Sand, kun Sand. De store, vuggende Dyr krænger som dovne Sejlere. Skønt iagttagende alt har deres Øjne et frygteligt sløvt Udtryk. Det er Dyrerigets Melankolikere, siger jeg til mig selv — de ligner Melankolikere af Arbejderstanden! — Men hvorledes skulde de være blevet anderledes …

Billedet forsvinder og der bliver lyst i