55
Menneskeløget Kzradock
Jeg saa opmærksomt paa vor Fange. Til min store Forundring sad han og smilede.
Jeg kunde se paa Monsieur Carbonel, at det ogsaa undrede ham. Vognen skred hurtig ned mod de ydre Boulevarder. Den skraa Gades Lygtelys, der svang sig ind over vore Ansigter, fremkaldte hurtige og pludselige Momentbilleder, efterfulgte af lige saa pludligt Mørke. Men hver Gang den fremmedes Ansigt laa belyst, var det det samme underfundige Smil, mit Blik mødte. Et ligegyldigt, hovmodigt, sejrrigt Smil …
Der var længe stille i Vognen. Vi hvilede tilsyneladennde alle ud. Men denne Hvile var kunstig, de andre var sikkert mindst lige saa spændte og opmærksomme som jeg. Vi havde alle tre noget at sige hinanden, og netop derfor tav vi maaske. Indtil tilsidst Monsieur Carbonel brød Tavsheden, idet han samtidig tog sit Cigaretetui op af Lommen. Og jeg saa, at ogsaa han smilede, som søgte han at overbyde den anden i et endnu mere hoverende Smil, der ligefrem viste Tænder.
— Det var ved en Fejltagelse, De kom tilstede iaften! sagde han til vor Fange. Sid blot
