Side:Menneskeløget Kzradock.djvu/88

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

78

Menneskeløget Kzradock


— Lad os skynde os derned, sagde jeg til Monsieur Carbonel.

— Nej, sagde Brandmanden, der er noget, der er vigtigere. Kom, følg mig!

— Intet er saa Vigtigt som mine Patienter, sagde jeg, jeg maa i det mindste se dem.

Og jeg løb igennem Korridoren og naaede hurtig Fløjen ud imod Haven. Gennem Midtervinduet for Enden af Gangen saa jeg paa en af de bageste Plæner den sørgeligste Forsamling, jeg nogensinde har seet. Dér stod, omringet af Brandmænd og Betjente, mine Patienter, alle iført Hospitalsdragt. Nogle hujede som vilde Dyr, andre sang, skingrende og sørgmodigt klagende.

Det var et uroligt Menneskehav af fortabte Skikkelser. Betjentene havde tændt en tre, fire osende Fakler, der spredte et spøgelsesagtigt Lys over de forpinte Ansigter. Nu og da søgte enkelte at slippe ud af Kredsen, men blev med Magt kastede tilbage. Aa, mit Hjerte fyldtes af Medlidenhed ved dette Syn. Jeg kendte jo deres Skæbne, jeg forstod dem saa godt. Det var som jeg stod Ansigt til Ansigt med alle Sorger og Lidelser