Side:Menneskeløget Kzradock.djvu/95

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

85

Menneskeløget Kzradock


ner, og hvad der var endnu mere forunderligt, jeg kunde tale til ham med min Sjæl uden at bevæge Læberne.

Og han svarede paa mine stumme Spørgsmaal!

Han svarede paa mine Spørgsmaal og, som det forekom mig, ikke sygeligt og drømmende som tidligere, men klart og aabent.

Det var hans inderste Jeg som svarede mit inderste Jeg. Længe havde vi søgt mod hinanden. Nu kaldte vi paa hinanden som Borebillerne, der hver fra sit Hul svarer hinanden med en sagte Banken. Saaledes sansede jeg det. Tid og Rum forsvandt, vi var alene, Kzradock og jeg, i Nuets Mangel paa Uendelighed og Form.

— Bryd dig ikke om, hvad du faar at se, hviskede Kzradocks Sjæl til min. Tro mig! Tro mig! Hav Tillid til mig. Alt er Syner, men hav Tillid til mig!

— Hvad vil du? … spurgte min Sjæl.

— Jeg vil udefra betragte min syge Hjerne, svarede Kzradocks dybe indre Stemme. Sig mig Broder, hvad ser du? —