65
Mogens.
kvidrede i de store Lindetræer paa Gaardspladsen, og Røgen bugtede sig langsomt ud af Skorstenene. Thora saae smilende og fornøjet paa det Altsammen, da Mogens havde hjulpet hende ud; men det hjalp ikke, hun var søvnig og for træt til at kunne skjule det. Mogens fulgte hende til hendes Værelse og gik saa selv ud i Haven, satte sig paa en Bænk og troede, han saae paa Solopgangen, men han nikkede for stærkt til at kunne holde sig i Troen. Men ved Middagstid, saa mødtes han og Thora igjen, glade og friske, og der blev en Visen omkring og en Falden i Forbavselse, og der blev lagt Raad og truffet Bestemmelser, og der gjordes de taabeligste Forslag, der enstemmigt erklæredes for praktiske, og hvor Thora anstrængte sig for at se klog og interesseret ud, da Køerne præsenteredes for hende, og hvor det holdt haardt at lade være med at blive altfor upraktisk glad over den lille laadne Hundehvalp; og Mogens, hvor talte han ikke om Dræning og Kornpriser, medens han stod og spekulerede paa, hvorledes Thora vilde se ud med de røde Kornvalmuer i Haaret.
Og saa om Aftenen, da de sade i deres Havestue, og Maanen saa grangiveligen aftegnede
