70
Mogens.
men jeg er saa ulykkelig — jeg veed ikke, hvad det er — der er saa langt imellem os — nej —.«
Hun slog Armene om hans Hals og kyssede ham heftigt og trykkede sin brændende Kind imod hans: »Jeg forstaar det ikke, men sommetider er jeg nærved at ønske, at Du vilde slaa mig — jeg veed, at det er barnagtigt, og at jeg er saa lykkelig, saa lykkelig, men jeg er alligevel saa ulykkelig.«
Hun lagde Hovedet ind til hans Bryst og græd, og saa begyndte hun, alt mens Taarerne randt, at nynne, først ganske sagte, men saa højere og højere:
»I Længsel,
I Længsel jeg lever!»
»Min egen lille Hustru!« og han løftede hende op paa sin Arm og bar hende ind.
Om Morgenen stod han ved hendes Seng. Lyset kom roligt og dæmpet gjennem de nedrullede Gardiner, og alle Linjer derinde gjorde det stilfærdige, alle Farver mættede og fredsommelige. Det var Mogens, som om Luften, med hendes Bryst, steg og sank i stille Dønninger. Hendes Hoved hvilte lidt skjævt paa Puden, Haaret laa nedover den hvide Pande, den ene Kind havde stærkere Rødme end den anden, nu
