Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/100

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

IX.
KARLSKRONA.

Lørdag 2. April.

Det var en Aften i Karlskrona, og det var Maaneskin. Der var stille og smukt, men før paa Dagen havde det stormet og regnet, og Folk troede sagtens, det var ondt Vejr endnu, for næppe et Menneske havde vovet sig ud paa Gaden.

Som Byen nu laa saa forladt, kom Vildgaasen Akka og hendes Flok flyvende over Vämmöen og Pantarholmen ned imod den. De var ude i den sene Aftenstund for at søge sig en sikker Soveplads i Skærgaarden. De kunde ikke blive paa Land, fordi Mikkel Ræv forstyrrede dem, hvorsomhelst de slog ned.

Da nu Drengen kom ridende højt oppe i Luften og saa paa Havet og Skærgaarden, der udbredte sig for ham, syntes han, alt saa' saa underligt og spøgelseagtigt ud. Himlen var ikke længer blaa; den hvælvede sig over ham som en Kuppel af grønt Glas. Havet var mælkehvidt. Saa langt han kunde se, kom der rullende smaa, hvide Bølger med Sølvglans paa Toppen. Midt i dette hvide laa de mangfoldige Skærgaardsøer ganske kulsorte. Enten de var store eller smaa, enten de var flade som Enge eller fulde af Klipper, var de lige sorte. Ja, selv Huse og Kirker og Vejrmøller, der ellers er hvide eller røde, tegnede sig sorte mod den grønne Himmel. Drengen syntes, det var, som om Jorden under ham var bleven forbyttet, og han var kommen til en anden Verden.

Han sagde til sig selv, at i Nat vilde han holde tappert ud og ikke være bange, men saa fik han straks Øje paa noget, der gjorde ham ordentlig forskrækket. Det var en høj Klippeø, der var bedækket med store, kantede Stenblokke, og mellem de sorte Stenblokke glimtede der Prikker af klart skinnende Guld. Han kunde ikke lade være at tænke paa Maglestenen ved Trolle-