Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/103

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

97

nogen efter ham. Der gik en bag efter ham og trampede med tunge Skridt og stødte haardt i Stenbroen med en jernbeslaaet Stok. Det lød, som om det var selve den store Broncemand deroppe paa Torvet, der havde begivet sig paa Vandring.

Drengen lyttede efter Skridtene, mens han løb ned ad Gaden, og han blev sikrere og sikrere paa, at det var Broncemanden. Jorden skælvede, og Husene rystede. Der var ingen andre end han, der kunde træde saa tungt, og Drengen blev bange, da han tænkte paa, hvad han nylig havde sagt til ham. Han turde ikke dreje Hovedet for at se, om det virkelig var ham.

„Maaske han kun er ude at spadsere for sin Fornøjelse,” tænkte Drengen. „Han kan da umulig være vred paa mig for det, jeg sagde. Jeg mente ikke noget ondt med det.”

Istedetfor at gaa ligefrem og prøve paa at naa ned til Værftet drejede Drengen om ad en Gade, der gik østpaa. Først og fremmest maatte han bort fra den, der fulgte efter ham.

Men straks efter hørte han Broncemanden dreje om ad den samme Gade, og Drengen blev saa bange, at han ikke vidste sine levende Raad. Og hvor svært det dog var at finde Skjulesteder i en By, hvor alle Porte var lukkede! Da saa han paa sin højre Haand en gammel Trækirke, der laa et Stykke fra Gaden i et stort Anlæg. Han betænkte sig ikke et Øjeblik, men styrtede henimod Kirken. „Slipper jeg blot derhen, saa er jeg beskyttet imod alt ondt,” tænkte han.

Som han nu løb afsted, fik han pludselig Øje paa en Mand, der stod midt i Grusgangen og vinkede ad ham. „Der er vist en, der vil hjælpe mig,” tænkte Drengen, blev meget glad og skyndte sig derhen. Han var virkelig saa bange, at Hjertet slog voldsomt i Brystet paa ham.

Men da han kom hen til Manden, der stod paa et lille Fodstykke ved Grusgangen, blev han helt betuttet. „Der kan da ikke være ham, der vinkede ad mig,” tænkte han, for han saa, at hele Manden var af Træ.

Han blev staaende og stirrede paa ham. Det var en Firskaaren, kortbenet Mand med et bredt, rødblisset Ansigt, blankt sort Haar og sort Fuldskæg. Paa Hovedet havde han en sort Træhat, paa Kroppen en brun Træfrakke, om Livet et sort Træbælte, paa Benene havde han vide, graa Træknæbukser og Træstrømper og paa Fødderne sorte Træstøvler. Han var nymalet og nyferniseret, saa han skinnede og blinkede i Maane-