98
skinnet, og det gjorde maaske sit til at give ham et saa godmodigt Udtryk, at Drengen straks fattede Tillid til ham.
Han stod med en Trætavle i den venstre Haand, og paa Tavlen læste Drengen:
Saa bønlig jeg dig beder,
Skønt Stemmen kun er mat:
Læg her en Skilling neder,
Men tag først af min Hat!
Naa, saa Manden var ikke andet end en Fattigbøsse. Drengen var skuffet. Han havde ventet sig noget meget mærkeligt ud af dette. Og nu kom han i Tanker om, at Morfaderen ogsaa havde fortalt om den Træmand og sagt, at alle Børn i Karlskrona holdt saa meget af ham. Og det var aabenbart sandt, for ogsaa ham faldt det svært at skilles fra Træmanden. Han havde noget saa gammeldags ved sig, at man godt kunde tage ham for at være mange hundrede Aar, og alligevel saa han saa stærk og kæk og livsglad ud, netop som man forestiller sig, at Folk saa ud i gamle Dage.
Det morede Drengen saa meget at se paa Træmanden, at han rent glemte den anden, som han flygtede for. Men nu hørte han ham. Han drejede af fra Gaden og kom ind paa Kirkegaarden. Ogsaa der kom han bagefter. Hvor skulde dog Drengen gøre af sig selv?
I det samme saa han Træmanden bøje sig ned imod ham og række sin store brede Haand ud. Det var umuligt at tiltro ham noget ondt, og med et Spring stod Drengen oppe i Haanden. Og Træmanden førte ham op til sin Hat og puttede ham ind under den.
Knap var Drengen gemt, og knap havde Træmanden faaet sin Arm paa Plads igen, før Broncemanden standsede foran ham og stødte Stokken haardt mod Jorden, saa Træmanden rystede paa sit Fodstykke. Og saa sagde Broncemanden med stærk og skingrende Stemme: „Hvad er han for en?“
Træmandens Arm fo'r i Vejret, saa det knagede i det gamle Træværk, og han tog til Hatteskyggen, da han svarede: „Rosenbom, med Deres Majestæts Tilladelse. I sin Tid Højbaadsmand paa Linjeskibet Dristigheden, efter endt Krigstjeneste Kirkebetjent ved Admiralitetskirken, nu paa Sidstningen skaaret i Træ og stillet op paa Kirkegaarden som Fattigbøsse.“
Det gav et Sæt i Drengen, da han hørte Træmanden sige:
