119
ste Storm end at blive her. Men nu skal I dog ikke rejse herfra, inden vi har budt jer det Traktemente, som Huset formaar.”
Saa førte hun dem hen til et Hul i Jorden, der var fuldt af Vand. Ved Siden af laa der en Bunke Avner og gammelt Halm, og det bad hun dem tage til Takke med. „Vi har haft en streng Snevinter i Aar her paa Øen,“ sagde hun. „Bønderne, som ejer os, kom herud til os med Hø og Halm, for at vi ikke skulde sulte ihjel. Og det er alt, hvad vi har tilbage.”
Gæssene styrtede sig straks over Maden. De syntes, de havde været umaadelig heldige og kom i det bedste Humør. De mærkede nok, at Faarene var bekymrede, men de vidste jo, at Faar bliver bange for ingenting, og de troede ikke, der var nogen Fare paa Færde. Saa snart de havde spist, vilde de som sædvanlig sætte sig til at sove. Men da rejste den store Vædder sig op og kom hen til dem. Gæssene syntes, de havde aldrig i deres Liv set en Vædder med saa lange og tykke Horn. Ogsaa i andre Henseender var han mærkelig. Han havde en stor, knudret Pande, kloge Øjne og holdt sig saa rank, som om han var et stolt og modigt Dyr.
„Jeg kan ikke forsvare at lade jer sove her uden at fortælle, hvor usikkert her er,” sagde han. „Vi kan ikke tage mod Nattegæster nu for Tiden.“ Nu først begyndte Akka at forstaa, at det var Alvor. „Vi skal nok rejse bort igen, siden I saa bestemt ønsker det,” sagde hun. „Men vil I ikke først fortælle os, hvad det er, der piner jer? Vi ved ingenting, vi ved ikke engang, hvad dette Sted hedder.“ — „Det hedder Lille Karlsø,” svarede Vædderen. „Øen ligger nær ved Gulland, og her bor ingen andre end Faar og Havfugle.” — „I er maaske vilde Faar?” sagde Akka. — „Det er ikke langtfra,” svarede Vædderen. „Vi har ikke meget med Mennesker at gøre. Det er en gammel Overenskomst mellem os og Bønderne i en Gaard ovre paa Gulland, at de skal forsyne os med Foder, hvis det falder i med Snevinter, og til Gengæld har de Lov til at tage dem af os, der er overtallige. Øen er lille, saa den kan ikke føde ret mange Faar. Men ellers passer vi os selv Aaret om, og vi bor ikke i Huse med Dør og Laas for, men vi har vort Tilhold i Grotter som denne.”
„Bliver I ogsaa herude om Vinteren?“ spurgte Akka forbavset. — „Ja, det gør vi,“ svarede Vædderen. „Vi har god Græsning heroppe paa Bjerget hele Aaret.“ — „Jeg synes næsten, I har det bedre end andre Faar,” sagde Akka. „Men hvad er det for en Ulykke, der er overgaaet jer?” — „Det var
