Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/126

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

120

en forfærdelig Kulde i Vinter. Havet frøs til, og da kom tre Ræve gaaende hertil over Isen, og de er bleven her lige siden. Ellers er der ikke et livsfarligt Dyr paa hele Øen.” — „Ja saa, vover Rævene sig ogsaa i Kast med saadan nogen som jer?” — „Aa nej, ikke om Dagen, da kan jeg nok forsvare mig og mine,” sagde Vædderen og rystede paa Hornene. „Men de lister sig over os om Natten, naar vi sover inde i Grotten. Vi gør, hvad vi kan, for at holde os vaagne, men en Gang imellem maa man jo sove, og da kommer de over os. De har allerede dræbt hvert eneste Faar i de andre Grotter, og der var Flokke, der var lige saa store som min.”

Lille Karlsø

„Det er ikke morsomt at skulle fortælle, hvor hjælpeløse vi er,” sagde det gamle Hunfaar. „Vi er ikke bedre stillet, end om vi var tamme Faar.“ — „Tror I ogsaa, Rævene kommer i Nat?“ spurgte Akka. — „Andet staar ikke til at vente,” svarede det gamle Faar. „Igaar Nat var de her og stjal et Lam fra os. De kommer nok igen, saa længe en af os er i Live. Det har de gjort de andre Steder.” — „Men bliver de saadan ved, bliver I jo rent ødelagt,” sagde Akka. — „Ja, det varer nok ikke