Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/127

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

121

længe, inden det er forbi med alle Faarene paa Lille Karlsø,” sagde Faaret.

Akka var stærkt i Beraad med sig selv. Det var ikke morsomt at skulle ud i Stormen igen, men det var heller ikke godt at blive i et Hus, hvor saadanne Gæster var i Vente. Da hun havde tænkt over Sagerne en Stund, vendte hun sig til Tommeltot. „Mon ikke du, der har hjulpet os saa mange Gange før, ogsaa vil hjælpe os nu?” spurgte hun. Jo, det vilde Drengen gerne. „Det er jo egentlig Synd for dig, at du ikke kan komme til at sove,” sagde Vildgaasen, „men tror du ikke, du kunde holde dig vaagen, til Ræven kommer, og saa vække os, at vi kan flyve vor Vej?” Drengen blev jo ikke synderlig glad ved dette Forslag, men alting var bedre end at skulle ud i Stormen igen, saa han lovede at holde sig vaagen.

Han gik hen til Hulens Aabning, krøb ned bag en Sten for at faa Læ for Stormen og satte sig til at holde Vagt.

Da han havde siddet der lidt, var det, som om Stormen tog af. Himlen blev klar, og Maaneskinnet legede paa Bølgerne. Drengen gik helt hen til Aabningen for at se ud. Grotten laa højt oppe paa Bjerget. En smal og stejl Sti førte op til den; ad den var det vel, han kunde vente Rævene.

Længe saa han ikke andet end Havet og Klipperne, der lignede Trolde og Havmænd, saa man kunde blive bange for dem. Men pludselig hørte han en Klo skrabe mod en Sten, og da glemte han Frygten for Troldene. Han kom i Tanke om, at det var Synd at vække Gæssene og overlade Faarene til deres Skæbne; mon han ikke kunde finde paa noget bedre?

Han løb i en Fart ind i Grotten, greb Vædderen i Hornene og rystede den vaagen, og saa satte han sig op paa dens Ryg. „Rejs jer, Far!“ sagde Drengen, „saa skal vi prøve, om vi ikke kan give Rævene en lille Forskrækkelse.”

Han havde gjort sig Umage for at være saa stille som muligt, men Rævene maatte alligevel have hørt noget. Da de kom op til Grottens Indgang, blev de staaende og betænkte sig. „Det var bestemt en af dem, der rørte sig derinde,“ sagde den ene. „Mon de skulde være vaagne?” — „Aa, gaa du bare ind!” sagde den anden; „de kan jo dog ikke gøre os noget.”

Da de var kommen længere ind i Grotten, blev de staaende og snusede. „Hvem skal vi tage i Aften?” hviskede den, der gik forrest. — „I Aften skal vi tage den store Vædder,” sagde den bageste, „derefter faar vi let Spil med de andre.“

Drengen sad paa den gamle Vædders Ryg og saa dem kom-