Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/14

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: Navigation, søg
Denne side er blevet korrekturlæst

8

rødt Klæde med kort Liv og lægget Skørt og perlesyet Brystdug. Der var stivede, hvide Hovedklæder og svære Søljer og Sølvkæder. Nu til Dags vilde Folk ikke gaa med den Slags Ting, og Moder havde tit tænkt paa at skille sig af med de gamle Sager, men saa havde hun alligevel ikke kunnet nænne det.

Nu saa Drengen ganske tydeligt i Spejlet, at Kistelaaget stod aabent. Han kunde ikke begribe, hvordan det var gaaet til, for Moder havde lukket det, før hun gik. Det lignede rigtignok ikke Moder at lade den Kiste staa aaben, naar han var alene hjemme.

Han blev ganske uhyggelig til Mode. Han var bange for, at en Tyv havde listet sig ind i Huset. Han turde ikke røre sig, men sad stille og stirrede ind i Spejlet.

Mens han sad og ventede paa, at Tyven skulde vise sig, begyndte han at spekulere paa, hvad det kunde være for en sort Skygge, der faldt hen over Kistens Kant. Han saa og saa og vilde ikke tro sine egne Øjne. Men det, der i Begyndelsen saa ud som en Skygge, blev tydeligere og tydeligere, og han opdagede snart, at det var noget virkeligt. Det var hverken mere eller mindre end en Nisse, der sad overskrævs paa Kanten af Kisten.

Drengen havde nok hørt Tale om Nisser, men han havde aldrig tænkt sig, at de var saa smaa. Den, der sad paa Kanten af Kisten, var ikke mere end en Haandsbred høj. Hans Ansigt var gammelt og rynket og skægløst, og han havde en lang, sort Frakke paa, Knæbukser og sort, bredskygget Hat. Han var meget fin og pyntelig med hvide Kniplinger ved Hals og Haandled, Spænder i Skoene og Strømpebaand med Rosetter paa. Han havde taget en broderet Brystdug op af Kisten og sad og betragtede det gammeldags Arbejde med saa stor Andagt, at han ikke lagde Mærke til, at Drengen var vaagnet.

Drengen blev meget forbavset ved at se Nissen, men bange blev han egentlig ikke. Man kunde ikke blive bange for en, der var saa lille. Og da nu Nissen var saa optagen af det, han havde for, at han hverken hørte eller saa, tænkte Drengen, at det vilde være Løier at spille ham et Puds, puffe ham ned i Kisten og smække Laaget i paa ham eller noget i den Retning.

Men Drengen var alligevel ikke saa modig, at han turde røre ved Nissen med Hænderne, og han saa sig derfor om i