137
Ja, det vilde han, nu da han havde set denne. Hvis den By, han havde set, ikke igen var sunken ned paa Havsens Bund, saa var den maaske inden ret længe bleven ligesaa forfalden som denne. Den vilde maaske ikke have modstaaet Tiden og Forgængeligheden, men snart staaet med Kirker uden Tag og Huse uden Prydelser og øde, tomme Gader ligesom denne. Saa var det dog bedre, den endnu var bevaret i al sin Herlighed nede i det skjulte.
„Det var godt, at det gik, som det gik,” tænkte han. „Havde jeg Magt til at frelse Byen, tror jeg ikke, jeg vilde gøre det.“ Og saa sørgede han ikke mere over den Ting.
Og der er vist mange blandt de unge, der tænker saadan. Men naar man bliver gammel og har maattet vænne sig til at være tilfreds med lidt, da glæder man sig mere over det Visby, der er, end over et skønt Vineta paa Havsens Bund.
