Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/145

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

139

pladser i Smaaland. Allerede næste Morgen maatte de drage nordpaa over Ostergötland.

Drengen vilde altsaa ikke faa noget af Smaaland at se, og det kunde han ikke lade være at ærgre sig over. Der var ikke nogen af de andre Landsdele, han havde hørt saa megen Tale om som Smaaland, og han vilde saa gerne have set det med sine egne Øjne.

Sidste Sommer, da han tjente som Gaasedreng hos en Bonde i Nærheden af Jordberga, var han næsten hver Dag kommen sammen med et Par fattige Smaalandsbørn, der ogsaa vogtede Gæs. De Børn havde drillet ham saa rent forskrækkeligt med deres Smaaland.

Det var nu for Resten Synd at sige, at Aase Gaasepige havde drillet ham. Hun var altfor klog til det. Men den, der kunde drille, saa det forslog noget, det var hendes Broder, lille Mads.

„Har du hørt, hvordan det gik til, da Smaaland og Skaane blev skabt, Niels Gaasedreng?“ spurgte han for Eksempel, og da Niels Holgersen sagde nej, gav han sig straks til at fortælle det gamle Skæmtesagn.

„Ja, ser du, det var dengang Vorherre var i Færd med at skabe Verden. Bedst som han sad og arbejdede, kom Sankt Peter forbi. Han blev staaende og saa til, og saa spurgte han, om det var et svært Stykke Arbejde. ‚Aa ja, helt let er det ikke,’ sagde Vorherre. Sankt Peter blev staaende lidt endnu, og da han saa, hvor let det gik at gøre det ene Land færdigt efter det andet, fik han ogsaa Lyst at prøve. ‚Trænger du ikke til at hvile dig lidt?’ sagde Sankt Peter, ‚saa kunde jeg besørge Arbejdet for dig imens.’ Men det vilde Vorherre ikke. ‚Jeg ved ikke, om du er saa dreven. i Kunsten, at jeg tør betro dig at tage fat, hvor jeg holder op,’ svarede han. Da blev Sankt Peter fornærmet og sagde, at han troede da nok, han kunde skabe ligesaa gode Lande som Vorherre selv.

Nu traf det sig saadan, at Vorherre lige var i Færd med at skabe Smaaland. Det var ikke engang halvfærdigt, men det saa ud til at blive et aldeles dejligt og frugtbart Land. Vorherre havde ondt ved at sige nej til Sankt Peter, og han tænkte vel for Resten, at det, der var saa godt begyndt, kunde vist ingen ødelægge. Derfor sagde han: ‚Vil du som jeg, saa skal vi se, hvem af os der forstaar sig bedst paa denne Slags Arbejde. Du, der kun er Begynder, skal gøre det færdigt, som jeg har be-