141
for ikke at tale om Moser og Kær, der bredte sig over store Strækninger. Og det harmeligste var, at mens nogle Egne havde Overflod af Vand, var der andre Steder saa smaat med det, at store Stykker Jord laa hen som golde Heder, hvor Jord og Sand ved mindste Vindpust hvirvlede i Vejret.
‚Hvad har du dog ment med at skabe saadan et Land?’ sagde Vorherre, og Sankt Peter undskyldte sig og sagde, at han havde bygget Landet saa højt i Vejret, for at det skulde faa godt af Solvaarmnen. ‚Men saa faar det jo ogsaa des mere af Nattekulden,’ sagde Vorherre, ‚for den kommer ogsaa fra Himlen. Jeg er bange for, at den Smule, der kan gro her, fryser væk.’
Det havde Sankt Peter naturligvis ikke tænkt paa.
‚Ja, det bliver et fattigt Land, hvor Frosten binder Jorden,’ sagde Vorherre, ‚det er der ikke noget at gøre ved.’
Da lille Mads var kommen hertil i Historien, afbrød Aase Gaasepige ham. „Jeg kan ikke lide, du siger, der er saa usselt i Smaaland, lille Mads,” sagde hun. „Du glemmer rent, hvor megen god Jord der er. Tænk bare paa Møre Herred ovre ved Kalmar Sund! Jeg gad nok vidst, hvor der er en bedre Kornegn. Der ligger Ager ved Ager ganske som her i Skaane. Der er Jorden saa god, at jeg ikke ved, hvad der ikke skulde kunne vokse der.“
„Det kan jeg ikke gøre ved,” sagde lille Mads. „Jeg fortæller det kun saadan, som jeg har hørt det.”
„Og jeg har hørt mange sige, at et smukkere Kystland end Tjust gives der ikke. Tænk paa alle de Bugter og Øer og alle de Herregaarde og alle de Smaaskove!” sagde Aase. „Ja, det er sandt nok,“ indrømmede lille Mads. — „Og kan du ikke huske,“ vedblev Aase, „at Lærerinden sagde, at saa smuk og afvekslende en Egn som det Stykke af Smaaland, der ligger syd for Vettern, er der ikke i hele Sverige? Husk paa den dejlige Sø og de gule Kystbjerge og paa Grenna og Jönköping med Tændstikfabriken og Munksjö, og husk paa Huskvarna og alle de store Anlæg der.“ — „Ja, det er sandt nok,“ sagde lille Mads endnu engang. — „Og husk paa Visingsø, lille Mads, med Ruinerne og Egeskoven og alle de Sagn! Husk paa den Dal, som Emaaen løber igennem, med alle Byerne og Møllerne og Træmassefabrikkerne og Savværkerne og Snedkerierne.“ — „Ja, det er jo sandt nok,“ sagde lille Mads ogsaa helt betænkelig ud.
Men pludselig saa han op. „Vi er godt dumme,” sagde
