Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/152

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

146

gerne med paa deres Jagter. For saa kunde alle se, hvor meget dygtigere og modigere de var end han.

Ingen af Kragerne vidste, at det var Fumle-Drumle, der havde pillet Kluden ud af Vinduet, og havde de vidst det, vilde de være bleven grænseløs forbavsede. De havde ikke tiltroet ham saa stort Mod, at han turde nærme sig en Menneskebolig. Selv skulde han nok passe paa at tie med den Ting; det havde han sine gode Grunde til. Ile og Kaara behandlede ham altid godt om Dagen, og naar de andre var tilstede, men en meget mørk Nat, da deres Kammerater allerede sad paa Sovepinden, blev han overfaldet af et Par Krager og næsten hugget ihjel. Fra den Tid flyttede han sig hver Aften, naar det var blevet mørkt, fra sin sædvanlige Soveplads ind i det tomme Hus.

Nu skete det en Eftermiddag, da Kragerne allerede havde faaet deres Reder paa Krageaasen i Stand, at de gjorde et mærkeligt Fund. Vind-Ile, Fumle-Drumle og et Par andre var fløjet ned i en stor Fordybning i et Hjørne af Heden. Fordybningen var ikke andet end en Grusgrav, men Kragerne kunde ikke slaa sig til Ro med en saa simpel Forklaring; de blev ved at flyve ned i den og vende og dreje hvert Sandskorn for at komme under Vejr med, hvorfor Menneskene havde gravet den. Allebedst som nu Kragerne gik der, styrtede der en hel Del Grus ned fra den ene Side. De skyndte sig derhen og var saa heldige mellem nedstyrtede Stene og Tuer at finde en temmelig stor Lerkrukke, der var lukket med et Trælaag. De var naturligvis nysgerrige efter at se, om der var noget i den, og de prøvede baade at hugge Hul paa Krukken og at brække Laaget op, men ingen af Delene lykkedes.

De stod ganske raadvilde og saa paa Krukken, da de hørte en sige: „Skal jeg komme ned og hjælpe jer, Krager?” De kiggede op. Paa Randen af Grusgraven sad en Ræv og saa ned paa dem. Han var den smukkeste Ræv, de nogensinde havde set, baade af Farve og Skabning. Den eneste Fejl paa ham var, at han kun havde eet Øre.

„Har du Lyst til at gøre os en Tjeneste,” sagde Vind-Ile, „saa siger vi ikke nej.” Og med det samme fløj baade han og de andre op af Graven. Istedetfor hoppede Ræven derned, bed i Krukken og rev i Laaget, men han kunde heller ikke faa den op.

„Kan du begribe, hvad der er i den?” sagde Vind-Ile. Ræven rullede Krukken frem og tilbage og lyttede. „Det kan ikke være andet end Sølvpenge,” sagde han.