Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/155

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

149

grøn Naaleskov og brun, nøgen Lovskov, og at Hullerne og Revnerne var blinkende Fjorde og Smaasøer.

Han kom til at tænke paa, at første Gang han fløj gennem Luften, syntes han, det skaanske Land saa ud som et tærnet Tørklæde. Men dette, som lignede et pjaltet Tæppe, hvad kunde det være for et Land?

Han spurgte sig selv om en hel Mængde Ting. Hvorfor sad han ikke paa Ryggen af den hvide Gase? Hvorfor fløj der en stor Kragesværm rundt om ham? Og hvorfor blev der revet og slidt saadan i ham, at han var nærved at gaa af Led?

Pludselig stod det altsammen klart for ham. Han var bleven bortført af et Par Krager. Den hvide Gase laa endnu og ventede ved Stranden, og Vildgæssene skulde i Dag rejse op igennem Ostergötland. Selv blev han ført mod Sydvest, det kunde han vide deraf, at han havde Solskiven bag sig. Og det store Skovtæppe, der laa under ham, var ganske sikkert Smaaland.

„Hvordan skal det nu gaa den hvide Gase, naar jeg ikke kan passe paa ham?“ tænkte Drengen og raabte med det samme til Kragerne, at de øjeblikkelig skulde bringe ham tilbage til Vildgæssene. For sit eget Vedkommende var han slet ikke bange. Han troede, det kun var af ren Kaadhed, de havde bortført ham.

Kragerne brød sig ikke det mindste om hans Forlangende, men fløj afsted saa hurtig, de kunde. Da de havde fløjet lidt, smældede en af dem med Vingerne paa den Maade, der betyder: „Giv Agt! Fare!“ Straks efter dukkede de ned i en Granskov, trængte gennem de tætte Grene helt ned til Skovbunden og satte Drengen under en stor Gran, hvor han var saa godt gemt, at ikke engang en Falk kunde have faaet Øje paa ham.

Halvtredsindstyve Krager stillede sig i Kreds om Drengen med Næbbene rettede imod ham for at bevogte ham. „Naa, Krager, nu kan jeg maaske faa at vide, hvad I mener med at bortføre mig,“ sagde han. Men knap havde han talt ud, før en stor Krage hvæsede: „Ti stille, siger jeg! Ellers hakker jeg Øjnene ud paa dig.”

Kragen mente aabenbart, hvad han sagde, og der var ikke andet for Drengen at gøre end at lyde. Saa sad han og stirrede paa Kragerne, og Kragerne stirrede paa ham.

Jo længere han saa paa dem, jo mindre syntes han om dem. Det var forskrækkeligt, saa støvede og ilde tilredte deres Fjerdragter var, ganske som om de hverken kendte noget til Bade