Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/156

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

150

eller til Smørelse. Tæerne og Kløerne var snavsede af størknet Ler, og der sad fuldt af Madrester i Mundvigene paa dem. Det var rigtignok en anden Slags Fugle end Vildgæssene, tænkte han. Han syntes, de havde et grusomt, begærligt, spejdende og frækt Udtryk, ganske som Skurke og Landstrygere.

„Det er nok noget rigtigt Røverpak, jeg er kommen i Lag med,“ tænkte han. I det samme hørte han Vildgæssenes Lokkeraab over sig. „Hvor er du? Her er jeg. Hvor er du? Her er jeg.”

Han begreb, at Akka og de andre var fløjet ud for at lede efter ham, men inden han fik svaret dem, hvæsede den store Krage, der saa ud, som om den var Anfører for Banden, ind i Øret paa ham: „Tænk paa dine Øjne!“ Og der var ikke andet for ham at gøre end at tie.

Vildgæssene vidste aabenbart ikke, at han var dem saa nær, men var kun ved et Tilfælde kommen til at flyve over den Skov. Han hørte deres Raab endnu et Par Gange, saa døde det hen. „Ja, nu kommer du til at klare dig paa egen Haand, Niels Holgersen,“ sagde han til sig selv. „Nu skal det vise sig, om du har lært noget i disse Uger i Vildmarken.“

Noget efter gjorde Kragerne Mine til at bryde op, og da det lod til, at de ogsaa nu havde i Sinde at føre ham med paa den Maade, at en holdt ham i Skjortelinningen og en i Strømpen, sagde Drengen: „Er der ingen af jer Krager, der er saa stærk, at han kan bære mig paa sin Ryg? I har allerede handlet saa ilde med mig, at jeg er til Mode, som om jeg var gaaet i Stykker. Lad mig blot ride! Jeg skal ikke styrte mig ned fra Krageryggen, det lover jeg jer.”

„Du tror da ikke, vi bryder os noget om, hvordan du har det,“ sagde Anføreren, men nu traadte den største af Kragerne, en tjavset og klodset en med en hvid Fjer i Vingen, frem og sagde: „Vi er dog allesammen bedst tjent med at faa en hel Tommeltot i Stedet for en halv hjem med os, saa jeg vil gerne prøve at bære ham paa Ryggen.” — „Ja, kan du det, Fumle-Drumle, saa har jeg ikke noget imod det,“ sagde Vind-Ile. „Men tab ham ikke!”

Hermed var allerede meget vundet, og Drengen var igen frisk til Mode. „Det kan ikke nytte, at jeg taber Humøret, fordi jeg er bleven stjaalet af Kragerne,” tænkte han. „Jeg maa da nok kunde klare mig med de Stoddere.“

Kragerne fløj stadig henover Smaaland i sydvestlig Retning. Det var en dejlig Morgen, solvarm og stille, og Fuglene