Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/157

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

151

nede paa Jorden havde travlt med at synge deres Frierviser. I en mørk, højstammet Skov sad selve Droslen med hængende Vinger og svulmende Strube oppe i en Grantop og slog sin klare Trille. „Hvor du er smuk! Hvor du er smuk! Hvor du er smuk!“ sang han. „Ingen er saa smuk. Ingen er saa smuk. Ingen er saa smuk.” Og saa snart han havde sunget Visen til Ende, begyndte han forfra.

Men Drengen fløj netop henover Skoven, og da han havde hørt Visen et Par Gange og mærkede, at Droslen ikke kunde flere, satte han Hænderne for Munden som en Lur og raabte ned: „Det har vi hørt før. Det har vi hørt før.” — „Hvem er det? Hvem er det? Hvem er det? Hvem gør Nar af mig?” spurgte Droslen og prøvede paa at faa Øje paa den, der raabte. — „Det er Kragerøvet, der gør Nar af din Vise,” svarede Drengen. I det samme drejede Kragehøvdingen Hovedet og sagde: „Pas paa dine Øjne, Tommeltot!“ Men Drengen tænkte: „Nej, det bryder jeg mig ikke noget om. Jeg vil netop vise, at jeg ikke er bange for dig.“

De fløj længere og længere ind i Landet, og alle Vegne var der Skove og Søer. I en lille Birkeskov sad Skovduen paa en nøgen Gren, og foran den stod Durikken. Han pustede Fjerene op, krummede Nakken, hævede og sænkede Kroppen, saa Brystfjerene brusede imod Grenen. Og hele Tiden kurrede han: „Du, du, du er den smukkeste i Skoven. Ingen i Skoven er saa smuk som du, du, du.”

Men oppe i Luften fløj Drengen forbi, og da han hørte Durikken, kunde han ikke holde sig i Skindet. „Tro ham ikke! Tro ham ikke!“ raabte han.

„Hvem, hvem, hvem er det, der lyver mig paa?” kurrede Durikken og anstrengte sig for at faa Øje paa den, der raabte til ham. — „Det er Kragesnappet, der lyver dig paa,“ svarede Drengen. Atter vendte Vind-Ile Hovedet om imod Drengen og befalede ham at tie, men Fumle-Drumle, der bar ham, sagde: „Lad ham bare snakke, saa tror Smaafuglene, at vi Krager er bleven opvakte og vittige Fugle!” — „Saa dumme er de vel ikke,” sagde Vind-Ile, men det var tydeligt, at han syntes godt om Tanken, for nu lod han Drengen raabe, saa meget han vilde.

Det var mest Skov og Krat, de fløj hen over, men der var naturligvis ogsaa baade Kirker og Landsbyer og Smaahytter i Skovbrynet. Eet Sted saa de en hyggelig, gammel Herregaard. Den laa med Skoven bag sig og Søen foran, havde røde Mure