153
Hun ledte efter den, men kunde ikke finde den. Kan du gætte, Langnæb, hvem der fandt den og Æggene?“
»Det er ikke umuligt, at jeg kan gætte det, Vind-Ile, men naar du fortæller det, saa vil jeg ogsaa fortælle noget. Kan I huske den store, sorte Kat i Hinneryd Præstegaard? Hun var vred paa Familien, fordi de altid tog de nyfødte Killinger fra hende og druknede dem. Kun en eneste Gang lykkedes det hende at gemme dem, og det var, da hun havde lagt dem i en Halmstak ude i Marken. Hun var saa glad over sine Killinger, men jeg tror nok, jeg fik mere Glæde af dem end hun.”
Nu blev de allesammen saa ivrige, at de talte i Munden paa hinanden. „Skal det kaldes en Kunst at stjæle Æg og Kattekillinger?“ sagde en. „Jeg har engang jaget en Harekilling, der næsten var voksen. Jeg maatte flyve efter den fra Busk til Busk.” Længere kom hun ikke, før en faldt hende i Talen. „Ja, det kan jo være godt nok at drille Høns og Katte, men jeg synes dog, det er endnu mærkeligere, at en Krage kan volde et Menneske Fortræd. Jeg stjal engang en Sølvske …”
Men nu syntes Drengen dog, han var for god til at sidde og høre paa den Snak. „Nej, hør nu, Krager,“ sagde han, „skamme jer skulde I for at fortælle alle jeres slemme Streger. Nu har jeg levet iblandt Vildgæs i tre Uger, og af dem har jeg hverken set eller hørt andet end godt. I maa have en daarlig Høvding, at han saadan lader jer røve og myrde. I skulde lægge jer efter at leve paa en anden Maade, for jeg kan fortælle jer, at Menneskene er saa lede og kede af jeres Ondskab, at de af alle Kræfter søger at udrydde jer. Og saa tager det en Ende med Forskrækkelse.”
Da Vind-Ile og de andre Krager hørte dette, blev de saa vrede, at de vilde styrte sig over Drengen og sønderrive ham. Men Fumle-Drumle lo og skrattede og stillede sig foran ham. „Nej, nej, nej,” sagde han og lod, som om han blev forskrækket. „Hvad tror I, Vind-Kaara vil sige, hvis I sønderriver Tommeltot, inden han har skaffet os Sølvpengene?” — „Naa, saa du er bange for Kvindfolk, Fumle-Drumle,“ sagde Ile, men baade han og de andre lod da Tommeltot i Fred.
Kort efter drog Kragerne videre. Hidtil havde Drengen tænkt ved sig selv, at Smaaland dog ikke var saa fattigt et Land, som han havde hørt. Det var nok skovrigt og fuldt af Bjergaase, men langs Aaerne og Søerne laa der dyrkede Marker, og rigtige Ødemarker havde han endnu ikke truffet paa. Men jo længere de kom ind i Landet, jo sparsommere blev det
