157
mangfoldige Gange. De red hele Stuen rundt og fortsatte deres Ridt helt op ad Tagbjælkerne.
Men pludselig fik Drengen Øje paa noget oppe i Loftet, der bragte ham paa Benene i en Fart. Det var et Par tørre Fladbrød, der hang paa en Stang. De saa jo nok noget gamle og muldne ud, men Brød var det da. Han slog til dem med Brødspaden, saa der faldt et Stykke ned. Han spiste og stoppede sin Pose fuld. Det var alligevel forbavsende, hvor Brød smagte godt.
Han saa sig endnu en Gang om i Hytten for at opdage, om der ikke skulde være andet, han kunde have Gavn af at tage med. „Jeg maa da have Lov at tage, hvad jeg trænger til, naar ingen anden bryder sig om det,” tænkte han. Men det meste var for stort og tungt. Det eneste, han kunde føre med sig, skulde da være et Par Tændstikker.
Han kravlede op paa Bordet og svang sig saa ved Hjælp af Gardinerne op paa Vindueshylden. Mens han stod der og stoppede Tændstikkerne i sin Pose, kom Kragen med den hvide Fjer ind ad Vinduet.
„Ja, her er jeg,“ sagde Fumle-Drumle og slog ned paa Bordet. „Jeg kunde ikke komme før, fordi vi Krager i Dag har valgt en ny Høvding i Stedet for Vind-Ile.” — „Hvem har I saa valgt?“ sagde Drengen. — „Aa, vi har valgt en, der ikke vil tillade Røveri og Uretfærdighed. Vi har valgt Garm Hvidfjer, der før blev kaldt Fumle-Drumle,“ svarede han og knejsede, saa han saa helt majestætisk ud. — „Det var et godt Valg,” sagde Drengen og ønskede ham til Lykke. — „Ja, du kan nok ønske mig til Lykke,“ sagde Garm og gav sig til at fortælle Drengen om alt, hvad han havde maattet døje af Vind-Ile og Kaara.
Midt under dette hørte Drengen udenfor Vinduet en Stemme, som han syntes, han skulde kende. „Er det her, han er?“ spurgte Mikkel Ræv. — „Ja, her er han gemt,” svarede en Kragestemme. — „Tag dig i Agt, Tommeltot!” raabte Garm. „Vind-Kaara staar udenfor med den Ræv, der vil æde dig.“ Mer fik han ikke sagt, før Mikkel sprang imod Vinduet. De gamle raadne Vinduessprosser gav efter, og et Øjeblik efter stod Mikkel paa Bordet under Vinduet. Garm Hvidfjer, der ikke fik Tid til at flygte, blev bidt ihjel paa Stedet. Saa sprang Mikkel ned paa Gulvet og saa sig om efter Drengen.
Denne prøvede at skjule sig bag ved en stor Tot Blaar, men Mikkel havde allerede set ham og krummede sig sammen
