Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/171

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

165

og den ene Gang fejede Vinden ham ned i en Vandpyt, der var saa dyb, at han nær var druknet. Men han naaede dog derover.

Han kravlede op ad et Par Trappetrin, krøb over et Dørtrin og kom ind i Forstuen. Stuedøren var lukket, men nede i det ene Hjørne var der taget et stort Stykke ud af den, for at Katten kunde gaa ud og ind. Det var altsaa let nok for Drengen at se efter, hvordan det stod til i Suen.

Næppe havde han kastet et Blik derind, før det gav et Sæt i ham, og han trak Hovedet til sig. Paa Gulvet inde i Stuen laa en gammel, graahaaret Kone udstrakt. Hun rørte sig ikke og klagede sig ikke, og hendes Ansigt skinnede underlig hvidt. Det saa ud, som om en usynlig Maane kastede et blegt Lys henover det.

Drengen kom til at tænke paa, at da hans Morfader var død, blev ogsaa hans Ansigt saa underlig hvidt. Og han forstod, at den gamle Kone, der laa paa Stuegulvet, var død. Døden var vel kommen saa pludselig over hende, at hun ikke engang havde naaet at lægge sig paa sin Seng.

Han blev forfærdelig bange, da det gik op for ham, at han midt i den mørke Nat var alene med en død. Han styrtede over Hals og Hoved ned ad Trappen og ind i Kostalden igen.

Da han fortalte Koen, hvad han havde set i Stuen, holdt den op at spise. „Ja, saa er da Madmoder død,” sagde hun. „Saa er det vel ogsaa snart forbi med mig.” — „Der er jo nok nogen, der vil tage sig af dig,“ sagde Drengen trøstende. — „Aa, du ved jo ikke,“ sagde Koen, „at jeg allerede er dobbelt saa gammel som en Ko plejer at være, inden den kommer paa Slagterbænken. Men jeg bryder mig heller ikke om at leve længer, naar hun derinde ikke mere kan komme og pusle om mig.“

Saa tav den lidt stille, men Drengen kunde nok mærke, at den hverken sov eller spiste. Det varede ikke længe, før den igen gav sig til at tale. „Ligger hun paa Gulvet?“ spurgte den. — „Ja, det gør hun,“ sagde Drengen. — „Hun havde for Skik at komme her ned i Kostalden og snakke med mig om alt, hvad hun var bekymret over. Jeg forstod, hvad hun sagde, skønt jeg ikke kunde svare hende. I de sidste Dage gik hun nu og talte om, at hun var bange for, at der ikke skulde være nogen hos hende, naar hun døde. Hun ængstede sig for, at ingen vilde trykke hendes Øjne til eller lægge hendes Hænder overkors paa Brystet, naar hun var død. Du vil vel ikke