167
des egne havde gjort. De vogtede Køerne, og de var rare og flinke Børn. Og om Aftenen, naar Madmoderen var saa træt, at hun kunde falde i Søvn, bedst som hun sad og malkede, kvikkede hun sig op igen og fik nyt Mod ved at tænke paa dem. „Jeg skal ogsaa nok faa gode Dage,” sagde hun og rystede Søvnen af sig, „naar først de bliver voksne.”
Men da disse Børn blev voksne, rejste de over til Forældrene i det fremmede Land. Ingen kom tilbage, ingen blev hjemme. Den gamle Husmoder blev alene tilbage paa Gaarden.
Hun bad dem heller aldrig om at blive hos hende. „Du mener da ikke, Rødlinna, at jeg skulde bede dem blive her hos mig, naar de kan rejse ud i Verden og faa det godt?“ sagde hun tit, naar hun stod i Baasen hos den gamle Ko. „Her i Smaaland venter der dem jo ikke andet end Fattigdom.”
Men da det sidste Barnebarn var rejst, kunde Husmoderen ikke mere. Lige paa en Gang blev hun graahaaret og bøjet, hendes Gang blev vaklende, det var, som om hun ikke længer havde Kræfter til at røre sig. Og hun holdt op at arbejde. Hun gad ikke passe Garden, men lod alting forfalde. Hun satte ikke længer Husene i Stand, og hun solgte baade Stude og Køer. Den eneste, hun beholdt, var den gamle Ko, som Tommeltot nu talte med. Den lod hun leve, fordi alle Børnene havde været i Marken med den.
Hun kunde jo nok have taget Piger og Karle i sin Tjeneste til at hjælpe sig med Arbejdet, men hun kunde ikke holde ud at se fremmede om sig, nu da hendes egne havde forladt hende. Og maaske saa hun ogsaa helst, at Gaarden forfaldt, naar ingen af Børnene korn til at overtage den. Hun brød sig ikke noget om, at hun selv blev fattig, fordi hun ikke skøttede det, der var hendes. Men hun var bange for, at Børnene skulde faa Nys om, hvor ondt hun havde det. „Bare ikke Børnene faar det at vide! Bare ikke Børnene faar det at vide!” sukkede hun, naar hun rokkede om i Stalden.
Børnene skrev stadig til hende og bad hende komme over til dem, men det vilde hun ikke. Hun vilde ikke se det Land, der havde taget dem fra hende. Hun var vred paa det. „Det er sagtens dumt af mig, at jeg ikke kan lide det Land, der har været saa godt for dem,” sagde hun. „Men jeg vil ikke se det.”
Hun tænkte aldrig paa andet end Børnene og paa, at de var rejst. Naar det blev Sommer, trak hun Koen ud, saa den kunde komme til at græsse paa den store Mose. Selv sad hun hele Dagen ved Mosen med Hænderne i Skødet, og naar hun
