169
leve sin Alderdom i Ensomhed og Længsel. Nu vilde han idetmindste i denne Nat vaage hos hendes døde Legeme.
Han ledte efter Salmebogen, og da han fandt den, satte han sig til at læse et Par Salmer halvhøjt. Men han holdt inde midt i Læsningen, fordi han kom til at tænke paa sin egen Moder og Fader.
Tænk, at Forældre kan længes saadan efter deres Børn! Det havde han aldrig anet. Tænk, om de derhjemme længtes efter ham, som den gamle Kone havde længtes!
Den Tanke gjorde ham glad, men han turde ikke tro paa den. Han havde ikke været saadan, at nogen kunde længes efter ham.
Men hvad han ikke havde været, kunde han blive.
Rundt omkring sig saa han de bortrejstes Portrætter. Det var store, stærke Mænd og Kvinder med alvorlige Ansigtet. Der var Brude med lange Slør og Herrer med Fine Klæder, og der var Børn, som havde krøllet Haar og smukke, hvide Kjoler. Og han syntes, de allesammen stirrede blinde ud i Luften og ikke vilde se.
„I Stakler!” sagde Drengen til Portrætterne. „Jeres Moder er død. I kan ikke mere gøre det godt igen, at I rejste fra hende. Men min Moder lever.“
Her holdt han inde og nikkede og smilede ved sig selv. „Min Moder lever!” sagde han. „Baade min Fader og min Moder lever.“
