173
var der ingen, der svarede dem. Det var ikke til at vente, at Folk i Byen skulde blive staaende paa Gaden og raabe til Vildgæssene.
Videre gik Rejsen langs Vetterns Bred, og efter en Tids Forløb kom Gæssene til Sanna Sygehjem. Nogle af de syge var gaaet ud paa en Veranda for at nyde Foraarsluften og kom derved til at høre Gæssenes Gækken. „Hvor rejser I hen? Hvor rejser I hen?“ spurgte en af dem med saa svag Stemme, at det knap var til at høre. „Til det Land, hvor der hverken er Sorg eller Sygdom,“ svarede Drengen. „Lad os følge med!” sagde de syge. — „Ikke i Aar,” svarede Drengen. „Ikke i Aar!”
Da de var fløjet et Stykke endnu, kom de til Huskvarna. Det laa i en Dal. Rundt omkring stod Bjergene, stejle og skønt formede. En Aa kom styrtende ned fra Højderne i lange, smalle Fald. Store Værksteder og Fabrikker laa under Bjergvæggene; Dalbunden var oversaaet med Arbejderboliger med Smaahaver omkring, og midt i Dalen laa Skolen. Lige idet Vildgæssene kom flyvende, ringede en Klokke, og en Mængde Børn kom marcherende ud i en lang Række. De var saa mange, at de fyldte hele Skolegaarden. „Hvor rejser I hen? Hvor rejser I hen?“ raabte Børnene, da de hørte Vildgæssene. — „Derhen, hvor der hverken er Bøger eller Lektier,“ svarede Drengen. — „Tag os med!” raabte Børnene. „Tag os med!” — „Ikke i Aar, men ad Aare,“ raabte Drengen. „Ikke i Aar, men ad Aare!“
