176
den. Og blev disse Planer sat i Værk, blev alle de mange tusende Vandfugle nødt til at drage bort fra Egnen.
Paa den Tid, da Niels Holgersen rejste med Vildgæssene, var der ved Tåkern en Stokand, der hed Jarro. Han var en ung Fugl og havde ikke levet mer end en Sommer, et Efteraar og en Vinter. Det var nu hans første Foraar. Han var nylig kommen hjem fra Nordafrika og havde naaet Tåkern i saa god Tid, at der endnu var Is paa Søen.
En Aften, da han og de andre unge Andrikker morede sig med at flyve frem og tilbage over Søen, løsnede en Jæger et Par Skud imod dem, og Jarro blev ramt i Brystet. Han troede, han skulde dø, men for ikke at falde i Hænderne paa den, der havde skudt ham, blev han ved at flyve, saa længe han paa nogen Maade kunde. Han tænkte ikke paa, hvor han satte Kursen hen, men anstrengte sig kun for at komme langt bort. Da Kræfterne svigtede ham, saa han ikke kunde flyve mere, var han ikke længere ude over Søen. Han var fløjet et Stykke ind over Land og sank nu ned udenfor en af de store Bøndergaarde, der ligger ved Bredden af Tåkern.
Kort efter gik en ung Karl over Gaarden. Han fik Øje paa Jarro og gik hen og tog ham op. Men Jarro, der ikke ønskede andet end at faa Lov at dø i Fred, samlede sine sidste Kræfter og bed Karlen haardt i Fingeren, for at han skulde give Slip paa ham.
Det lykkedes ikke Jarro at komme løs, men Angrebet gjorde dog den Gavn, at Karlen mærkede, der var Liv i Fuglen. Han bar ham varsomt ind i Stuen og viste ham til sin Madmoder, der var en ung Kone med et mildt Ansigt. Hun tog straks Jarro ud af Haanden paa Karlen, strøg ham ned ad Ryggen og tørrede det Blod af, der piblede frem mellem Halsdunene. Hun betragtede ham nøje, og da hun saa, hvor smuk han var med sit mørkegrønne, metalglinsende Hoved, sit hvide Halsbaand, sin rødbrune Ryg og sit blaa Vingespejl, syntes hun vist, det var Synd, han skulde dø. Hun gjorde hurtig en Kurv i Stand, og der lagde hun Fuglen.
Jarro havde hele Tiden slaaet med Vingerne og stridt for at komme løs, men da han nu begreb, at Menneskene ikke havde i Sinde at dræbe ham, lagde han sig med en Følelse af Velbehag til Rette i Kurven. Først nu mærkede han, hvor udmattet han var af Smerten og Blodtabet. Husmoderen bar Kurven hen i den anden Ende af Stuen og stillede den i Ovn-
