Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/183

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

177

krogen, men allerede inden hun havde sat den ned, havde Jarro lukket Øjnene og var falden i Søvn.

Lidt efter vaagnede Jarro ved, at der blev puffet sagte til ham. Da han slog Øjnene op, blev han saa rædselslagen, at han næsten gik fra Sans og Samling. Nu var det altsaa ude med ham, for der stod den, der var farligere end baade Mennesker og Rovfugle. Det var ingen ringere end Cæsar selv, den langhaarede Hønsehund, der nysgerrig snusede til ham.

Hvor elendig bange havde Jarro ikke været i Fjor Sommer, mens han endnu var en lille, gul Ælling, hver Gang det lød over Sivskoven: „Der er Cæsar! Der er Cæsar!” Naar han saa den brun- og hvidspættede Hund med Gabet fuldt af skarpe Tænder komme vadende gennem Sivene, var det, som om han saa Døden selv. Han havde altid haabet, han aldrig skulde opleve den Stund, da han stod Ansigt til Ansigt med Cæsar.

Men han havde aabenbart været saa uheldig at falde ned i den Gaard, hvor Cæsar hørte til, for nu stod han der over ham. „Hvad er du for en?” brummede han. „Hvor er du kommen ind i Stuen? Hører du ikke hjemme nede i Sivskoven?“

Det var med Nød og næppe, Jarro fik Mod til at svare. „Du maa ikke være vred paa mig, Cæsar, fordi jeg er kommen ind i Stuen!“ sagde han. „Det er ikke min Skyld. Jeg er skadeskudt. Det er Menneskene selv, der har lagt mig her i Kurven.”

„Jasaa, det er Menneskene selv, der har lagt dig herind,“ sagde Cæsar. „Saa er det nok deres Mening at gøre dig rask, skønt jeg for min Part synes, det vilde være klogere at spise dig, nu du er i deres Magt. Men du er ialtfald fredlyst her i Stuen. Du skal ikke se saa forskrækket ud. Vi er ikke nede paa Tåkern nu.”

Dermed gik Cæsar og lagde sig til at sove foran den flammende Skorstensild. Saasnart Jarro var klar over, at denne skrækkelige Fare var overstaaet, kom den store Mathed igen over ham, og han faldt paa ny i Søvn.

Da Jarro vaagnede næste Gang, saa han, at der stod et Fad med Gryn og Vand foran ham. Han var endnu meget utilpas, men han var alligevel sulten og gav sig til at spise. Da Husmoderen saa, han spiste, gik hun hen og klappede ham og saa glad ud. Saa faldt Jarro igen i Søvn. I flere Dage bestilte han ikke andet end spise og sove.