178
En Morgen følte Jarro sig saa rask, at han stod op af sin Kurv og gik henad Gulvet. Men han var ikke kommen langt, før han faldt om og blev liggende. Da kom Cæsar, aabnede sit store Gab og greb ham. Jarro troede naturligvis, at Hunden vilde bide ham ihjel, men Cæsar bar ham hen i Kurven igen uden at gøre ham Fortræd. Derved fik Jarro saa stor Tillid til Cæsar, at han paa sin næste Tur ud i Stuen gik hen til Hunden og lagde sig ved Siden af ham. Og derefter blev Cæsar og han gode Venner, og Jarro laa hver Dag flere Timer og sov mellem Cæsars Poter.
Men endnu større Hengivenhed end for Cæsar følte Jarro for Husmoderen. Hende var han ikke det mindste bange for, men han strøg sit Hoved mod hendes Haand, naar hun korn og gav ham Mad. Naar hun gik ud af Stuen, sukkede han af Sorg, og naar hun kom ind igen, raabte han velkommen til hende paa sit eget Sprog.
Jarro glemte helt, hvor bange han før havde været baade for Hunde og Mennesker. Han syntes, de var milde og gode, og han elskede dem. Han vilde bare ønske, han var rask, saa han kunde flyve ned til Tåkern og fortælle Stokænderne, at deres gamle Fjender ikke var farlige, og at de slet ikke behøvede at være bange for dem.
Han havde lagt Mærke til, at baade Menneskene og Cæsar havde rolige Øjne, som det gjorde godt at se ind i. Den eneste i Stuen, hvis Blik han ikke holdt af at møde, var Klorina, Huskatten. Hun gjorde ham ingen Fortræd, men han kunde ikke rigtig faa Tillid til hende. Desuden drillede hun ham altid med, at han elskede Menneskene. „Du tror, de plejer dig, fordi de holder af dig,“ sagde Klorina. „Vent du bare, til du bliver tilpas fed! Saa drejer de Halsen om paa dig. Jeg kender dem, kan du tro!”
Jarro havde et ømt og kærligt Hjerte, som Fugle gerne har, og blev usigelig bedrøvet ved at høre dette. Han kunde ikke tænke sig, at Husmoderen vilde dreje Halsen om paa ham, og han kunde heller ikke tro saadan noget om hendes Søn, den lille Dreng, der kunde sidde i Timevis ved hans Kurv og pludre og smaasnakke med ham. Han syntes, han kunde mærke, at de holdt ligesaa meget af ham som han af dem.
En Dag da Jarro og Cæsar laa paa deres sædvanlige Plads foran Ilden, sad Klorina oppe paa Skorstenen og gav sig til at drille Stokanden.
„Jeg gad nok vidst, hvad I Stokænder vil gøre næste Aar,
