179
naar Tåkern bliver tørlagt og lavet om til Agerland,” sagde Klorina. — „Hvad er det, du siger, Klorina?“ raabte Jarro og fo'r op i Forfærdelse. — „Jeg glemmer altid, Jarro, at du ikke kan forstaa Menneskenes Sprog, saadan som Cæsar og jeg,“ svarede Katten. „Ellers maatte du jo have hørt, at de Mænd, som var inde i Stuen i Gaar, talte om, at alt Vandet skulde tappes ud af Tåkern, og at Søens Bund næste Aar skulde ligge saa tør som et Stuegulv. Og nu vil jeg nok vide, hvor I Græsænder saa vil gøre af jer selv.” Da Jarro hørte denne Tale, blev han saa vred, at han hvæsede som en Snog. „Du er ligesaa ondskabsfuld som en Blishøne,” skreg han til Klorina. „Du vil kun ægge mig op imod Menneskene. jeg tror ikke, de vil gøre saadan noget. De ved jo godt, at Tåkern er Stokændernes Ejendom. Hvorfor skulde de gøre saa mange Fugle hjemløse og ulykkelige? Du har bare hittet paa det for at gøre mig bange. Jeg vilde ønske, Ørnen Gorgo vilde rive dig i Stykker. Jeg vilde ønske, vor Madmoder vilde klippe Knurhaarene af dig.“
Men Jarro kunde ikke med dette Udfald bringe Klorina til Tavshed. „Naa, saa du tror, jeg lyver,” sagde hun. „Du kan jo spørge Cæsar! Han var ogsaa inde i Stuen i Gaar Aftes. Cæsar lyver aldrig.”
„Cæsar,“ sagde Jarro, „du forstaar Menneskenes Sprog meget bedre end Klorina. Sig, at hun ikke har hørt rigtig. Tænk, hvordan det vilde gaa, hvis Menneskene udtørrede Tåkern og omdannede Søens Bred til Agerland! Da var der ikke mere Andemad til de voksne Ænder og ingen Fiskeyngel eller Haletudser eller Myglarver til Ællingerne. Da vilde ogsaa Sivskovene forsvinde, hvor Ællingerne nu kan gemme sig, til de kan flyve. Alle Ænder vilde blive nødt til at rejse herfra og søge sig en anden Bolig. Men hvor skal de finde et Tilflugtssted som Tåkern? Cæsar, sig, at Klorina ikke har hørt rgtigt!“
Det var mærkeligt at lægge Mærke til, hvordan Cæsar opførte sig under deres Samtale. Han havde hele den øvrige Tid været lysvaagen, men da Jarro henvendte sig til ham, gabede han, lagde sin lange Snude paa Forpoterne og faldt øjeblikkelig i en dyb Søvn.
Katten saa ned paa Cæsar med et listigt Smil. „Jeg tror ikke, Cæsar har Lyst til at svare dig,” sagde hun til Jarro. „Han har det som alle Hunde: de vil aldrig indrømme, at Menneskene kan gøre noget urigtigt. Men du kan alligevel
