182
Jæger i Skjul bag Sivbunken. Jeg er ikke andet end en Lokkefugl!“ Og det lykkedes ham virkelig at hindre dem i at komme paa Skudvidde.
Jarro fik næppe Tid at smage et Græsstraa, saa optagen var han af at holde Vagt. Han raabte sin Advarsel, saasnart en Fugl nærmede sig. Han advarede endog Lappedykkerne, som han ellers ikke kunde udstaa, fordi de fortrængte Ænderne fra deres bedste Gemmesteder. Men han kunde ikke finde sig i at være Skyld i, at nogen Fugl kom i Ulykke. Og takket være Jarros Aarvaagenhed maatte Karlen ro hjem uden at have løsnet et eneste Skud.
Desuagtet saa Cæsar mindre gnaven ud end den foregaaende Dag, og da Aftenen kom, tog han Jarro i sit Gab, bar ham hen til Skorstenen og lod ham sove mellem sine Forpoter.
Men Jarro følte sig ikke længer vel tilpas i Stuen; han var meget ulykkelig. Det pinte hans Hjerte at tænke paa, at Menneskene aldrig havde elsket ham. Naar Husmoderen eller den lille Dreng kom hen og klappede ham, puttede han Næbbet under Vingen og lod, som om han sov.
Flere Dage havde Jarro maattet holde ud paa sin sørgelige Vagtpost, og han var allerede kendt over hele Tåkern. Saa skete det en Morgen, mens han som sædvanlig raabte: „Tag jer i Agt, Fugle! Kom mig ikke nær! Jeg er kun en Lokkefugl,” at der kom flydende en Lappedykkerrede hen imod Grunden, hvor han stod bunden. Dette var nu i og for sig ikke noget mærkeligt. Det var en Rede fra forrige Aar, og da Lappedykkerrederne er bygget saadan, at de kan flyde paa Vandet som en Baad, sker det ofte, at de kommer i Drift. Men Jarro blev dog staaende og kiggede paa Reden, fordi den styrede saa lige løs paa Holmen, at det saa ud, som om der var nogen, der ledede dens Kurs over Vandet.
Da Reden kom nærmere, saa Jarro, at et lille Menneske, det mindste, han nogensinde havde set, sad i Reden og roede den frem med et Par Pinde. Og dette lille Menneske raabte til ham: „Gaa saa tæt ned til Vandet, som du kan, Jarro, og hold dig rede til at flyve! Du skal snart blive befriet!”
Et Øjeblik efter laa Lappedykkerreden inde ved Land, men den lille Rorkarl gik ikke fra Borde, men sad ganske stille, skjult mellem Kviste og Straa. Jarro stod næsten ogsaa ganske ubevægelig. Han var fuldstændig lammet af Skræk for, at Redningsmanden skulde blive opdaget.
