185
Da den gamle Pram laa og gyngede ude paa Søen, blev Revnerne i den endnu større, og Vandet ligefrem strømmede ind. Men det brød Per Ola sig ikke det mindste om. Han sad paa den lille Tofte i Forenden, raabte ad hver Fugl, han saa, og var forundret over, at Jarro ikke kom.
Tilsidst fik virkelig Jarro Øje paa Per Ola. Han hørte, der var nogen, der kaldte paa ham med det Navn, han havde haft iblandt Menneskene, og han begreb, at Drengen havde vovet sig ud paa Tåkern for at lede efter ham. Jarro blev usigelig glad ved at se, at et af Menneskene virkelig elskede ham. Han skød ned imod Per Ola som en Pil, satte sig ved Siden af ham og lod ham klappe sig. De var begge to meget glade ved at se hinanden igen.
Men pludselig mærkede Jarro, hvordan det stod til med Prammen. Den var halv fuld af Vand og meget nær ved at synke. Jarro prøvede paa at gøre Per Ola begribeligt, at han, der hverken kunde flyve eller svømme, maatte se at komme i Land, men Per Ola forstod ham ikke. Da betænkte Jarro sig ikke et Øjeblik, men skyndte sig afsted for at hente Hjælp.
Lidt efter kom Jarro tilbage og bar da paa sin Ryg en lille Purk, der var meget mindre end Per Ola. Havde han ikke kunnet baade tale og røre sig, vilde Drengen troet, det var en Dukke. Og den lille Purk befalede straks Per Ola at tage en lang Stang, der laa paa Bunden af Prammen, og prøve at stage den hen imod en af de smaa Sivholme. Per Ola adlød, og han og Purken hjalp hinanden at drive Prammen fremad. Med et Par Tag naaede de en lille, sivkranset Holm, og nu fik Per Ola Befaling til at gaa i Land. Og i samme Øjeblik, som Per Ola satte Foden paa Land, løb Prammen fuld af Vand og gik til Bunds.
Da Drengen saa dette, gik det op for ham, at hans Fader og Moder vilde blive meget vrede paa ham. Hvis han ikke straks havde faaet andet at tænke paa, havde han givet sig til at græde. Men der kom en Flok store, graa Fugle og slog ned paa Øen, og den lille Purk tog ham med hen til dem og fortalte ham, hvad de hed og hvad de sagde. Og det var saa morsomt, at Per Ola glemte alt andet.
Imidlertid havde Folkene i Bondegaarden opdaget, at Drengen var forsvunden, og havde givet sig til at lede efter ham. De søgte i Udhusene, kiggede ned i Brønden og saa efter i Kælderen. Derpaa gik de ud paa Veje og Stier, gik over til Nabogaarden og spurgte, om han havde forvildet sig
